Det startede ved et spisebord - nu står vi med 3 klinikker og 31 ansatte

Portræt af Nathalie Hviid, founder og indehaver af glace

Fra Lolland til København

Nathalie Hviid voksede op på Lolland, omgivet af marker, åbne vidder – og kontraster. “Min far var hård og kompromisløs, min mor varm og kærlig. Den kombination gav mig en balance, jeg stadig bygger på i dag,” fortæller hun.

Allerede som tiårig satte hun sig alene på toget mod København for at besøge sin onkel på Østerbro. “Jeg elskede at gå i gaderne og mærke stemningen. Jeg kunne mærke, at det var her, jeg hørte til..”

De første skridt ind i skønhedsverdenen blev taget hjemme ved spisebordet, hvor Nathalie lavede negle. Samtidig solgte hun hair extensions online. Uden at vide, at hun faktisk arbejdede med det, man i dag kalder dropshipping.

“Jeg fandt en kinesisk leverandør med god kvalitet og gjorde det helt enkelt: Jeg bestilte først, når kunden havde betalt. I dag er det blevet en kæmpe ting, men dengang var det blot bare fornuftig forretning. Det er lidt sjovt at se tilbage på, at jeg gjorde det for 15 år siden i for hold til, hvor moderne det er i dag.” fortæller hun med et smil.

Det var ikke hendes drøm at leve af en webshop. Men det blev et vigtigt første skridt. “Det gav mig erfaring, mod på mere og en følelse af, at jeg faktisk kunne skabe noget helt selv, som jeg synes var sjovt.”

Et kælderrum med rotter og en vision

Efter gymnasiet tog Nathalie en kosmetologuddannelse. Selvfølgelig gav det et papir i hånden, men for hende handlede det ikke kun om det. “Jeg ønskede at forstå faget helt fra bunden og have så meget grundviden som muligt, så jeg kunne føle mig tryg i de faglige valg, jeg skulle tage,” fortæller hun.

Hun fandt et gammelt VVS-lokale på Østerbro. Det var fugtigt, mørkt og sågar med rotter. Men Nathalie så det hele for sig. “Jeg kunne se det færdige rum, før jeg overhovedet gik i gang med renoveringen. Jeg har altid været ekstremt visuel. Jeg ser helheden, før detaljerne er på plads. Og jeg var slet ikke i tvivl: her kunne noget stort begynde.”

Hun renoverede, sparede op og byggede videre. Nathalie har altid haft en gør-det-selv-tilgang. De rå vægge blev til en klinik, og kunderne begyndte stille og roligt at finde vej. “Jeg har altid været en do’er. Jeg elsker at skabe med hænderne – og det giver mig den samme fremdrift, som jeg i dag oplever i ledelse.” Lokalerne er de samme, som klinikken har på Østerbro i dag. De er dog tre gange så store nu, som da hun overtog dem dengang.

Da verden lukkede ned

Corona-krisen kunne have sat en stopper for det hele. Men Nathalie valgte at handle. Under den første lockdown overtog hun nabolejemålet på Østerbro og gik i gang med endnu en renovering for at udvide klinikken. “Udefra lignede det vanvid at bygge ud midt i en nedlukning. Men jeg var helt sikker på, at det var den rigtige beslutning. Jeg så det som en god investering i fremtiden, og jeg vidste, at vi ville komme stærkere ud på den anden side.” Samtidig tog hun en SEO-uddannelse og begyndte at bygge webshoppen op. “Vi kunne have sat os på hænderne og ventet, men jeg havde brug for at skabe. Webshoppen blev hurtigt en succes og den er stadig en af vores stærkeste platforme i dag.” Da den anden lockdown ramte, stod Nathalie igen ikke stille. Hun fandt nye lokaler i Hørsholm og satte endnu et byggeprojekt i gang. Klinikken voksede, webshoppen tog fart, og i dag ligger glace stadig nummer ét på Google på mange af deres behandlinger. Men for Nathalie var det vigtigste ikke bare at holde virksomheden kørende. Det var at passe på menneskerne bag. "Alle medarbejdere fik fuld løn under nedlukningen. For mig handler det ikke kun om at skabe en arbejdsplads, men om at skabe et trygt sted at være ansat. Derfor har vi i dag pensions- og sundhedsforsikringer, madordninger og en række andre tiltag, som er blevet en fast del af virksomheden. Mit mål er at hæve barren for hele branchen."

Når et hjertebarn flytte hjemmefra

I otte år stod Nathalies eget navn på facaden. Men med tiden voksede virksomheden sig til noget større end hende selv. “Det startede som mit hjertebarn, men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at det ikke længere kun handlede om mig. Det handlede om os. Om fællesskabet.” Derfor blev det tid til et nyt navn: glace. Et brand, der står for noget mere end én person - et fællesskab, en bevægelse og en ny standard i branchen. "Nathalie Hviid startede som mit hjertebarn, men er nu blevet selvstændig og er flyttet hjemmefra. Hun har sit eget DNA og repræsenterer noget helt nyt, som vi ikke har set før. Hendes navn er glace. "Når Nathalie taler om ledelse, skinner hendes passion igennem. “Jeg elsker følelsen af, at noget lykkes. Ikke kun for mig, men for os som team. For mig handler ledelse ikke om at forme folk, men om at støtte dem i at stå stærkt i sig selv. Når de vokser, så vokser vi.” Hun beskriver det som en forlængelse af de DIY-projekter, hun altid har kastet sig over. “Jeg bygger ikke længere med mursten, men med kultur og rammer. Noget af det mest givende ved at drive virksomhed er at se mennesker blomstre,” siger hun.

glace

I dag har glace vokset sig til en kæde af klinikker med 31 medarbejdere og en helt ny flagship-butik på Bredgade i hjertet af København. Men for Nathalie handler succesen dog stadig om det samme: passion, mennesker og kærlighed til faget. “Jeg drømmer om at sætte en ny standard i branchen. Ikke bare med vores behandlinger og produkter, men også med de vilkår, vi skaber for medarbejderne. Barsel, pension, sundhedsforsikring – det burde være en selvfølge, men det er det ikke endnu. Og det vil jeg gerne være med til at ændre.” Når man spørger Nathalie, hvad der driver hende, er svaret klart: nysgerrighed, passion og en umættelig lyst til at skabe. “Jeg kan ikke lade være. Jeg er afhængig af at skabe. Det ligger i alt, hvad jeg laver og jeg elsker at se, hvordan idéer kan vokse sig større, end jeg selv kunne forestille mig.” Hun smiler. “Fra et spisebord på Østerbro til en flagship-butik på Bredgade - det føles stort. Men jeg har stadig følelsen af, at vi kun lige er begyndt.”